Lækker juledekoration: byg dit eget honningkagehus
Kunne du godt tænke dig at hygge med noget i juletiden, men mangler du en god ide? Hvad siger du til at lave dit eget honningkagehus? Det er dog en smule tidskrævende at lave dejen og få glasuren til at størkne. I sidste ende får du dog en rigtig flot juledekoration ud af det – så det kan godt svare sig at bruge tiden på det.
Trin 1: Ingredienser til honningkagedejen
Et hjemmelavet honningkagehus er en lækker juledekoration og det kan også være en rigtig fin værtindegave i julen. For at kunne lave honningkagehuset, har du brug for følgende ingredienser:
- 750 g mel
- 90 g sirup
- 200 g brun farin
- 90 g honning
- 30 g honningkagekrydderi
- 280 g smør (i terninger)
- 1 tsk. natron
- 1 knivspids salt
Til glasuren:
- 3 æggehvider
- 500 g flormelis
- Frugtfarve (valgfrit)
Trin 2: Lav selv dit honningkagehus – dejen
Dejen tager ikke lang tid at røre sammen: Kog sukker, sirup og honning op med 90 ml. vand og rør herefter honningkagekrydderi, smør, salt og natron i. Når massen har nået stuetemperatur, kom mel i massen til det bliver til en dej. Dæk dejen med folie og læg den i køleskabet i min. 8 timer. Rul dejen ud til den er ca. 7 mm tyk og læg den på bagepapir. Bag dejpladen ved 180 grader i ca. 15 min. Før du arbejder videre med honningkagedejen, skal den køle helt af.
Trin 3: Sådan laver du grundstrukturen til huset
Skær med en skarp kniv de enkelte sider ud, som honningkagehuset skal bygges op af. Til husets bund skal du skære en kvadrat i 22×22 cm. Et helt enkelt hus består af to lige store rektangler til taget (ca. 11,5×19 cm) og to lige store rektangler til husets sider (ca. 10×9 cm). Skær to lige store rektangler til front og bagenden på huset. Skær enden op mod taget til, så det passer sammen. Husk at skære huller til vinduer og døre.
Trin 4: Lav ”mørtlen” til huset
Til at lime huset sammen, skal du bruge en spiselig ”lim”. Pisk æggehviden stiv og rør langsomt flormelis i.
Trin 5: Sæt honningkage-pladerne sammen
Fyld glasuren i en sprøjtepose med et lille hul. Lim først husets rammer fast på husets bund og lad det tørre i en time. Lim derefter taget fast og lad det igen tørre. Hvis honningkagehuset ikke er stabil nok i starten, kan du evt. bruge tandstikker til at holde delene sammen mens huset tørrer.
Trin 6: Dekorér honningkagehuset
Som det sidste trin skal du dekorere huset. Brug det overskydende glasur til at tegne vinduer og døre op. Hvis du vil, kan du også blande frugtfarve i glasuren. Brug kiks eller andre små stykker slik som teglsten på taget – lim dem fast med glasuren. Kun fantasien sætter grænser for hvad du kan pynte dit honningkagehus med.
- God fornøjelse med at bygge dit honningkagehus